Igår var jeg til studenterfest. Det var noget helt særligt, det var for at fejre min fantastiske barndomsveninde, som uden tvivl er den sejeste person jeg kender!
Det burde nok være en epoke i hendes liv, og det tror jeg også det er, men ligeså meget en epoke i mit. Det er det endelige bevis på at vi virkelig er gået hver sin vej, nu er voksne, og alligevel holder kontakten, og stadig har noget helt specielt sammen, selvom vi ikke engang ses det halve af hvad jeg ville ønske!
Vi har lavet alt sammen, og jeg ved hun har været med til at gøre mig til den jeg er i dag, og hvis jeg bare har været en hundrededel det samme for hende, så er jeg glad.
Selvom vi nu er så langt fra hinanden som vi kan næsten kan komme, er vi stadig meget ens. Vi er begge to nogle stædige rad, og heldigvis for det, for jeg tror det er det, der holder os sammen, når vi om 15 år forhåbentlig stadig er veninder, og måske, hvem ved, er samme sted i livet igen!
fredag den 25. juni 2010
tirsdag den 8. juni 2010
365 dage, Hurra!
Der er gået et helt år. Fra d. 7. juni 2009 til den 7. juni 2010, det er jo et år, ikke? Det føles ikke sådan. Er ret sikker på det må være skudår på den omvendte måde, men lige meget hvor mange gange jeg tæller dagene bliver det til 365. Så pomfritten er et år i dag- åbe
Jeg kan huske alle følelserne som jeg havde for et år siden.. nbart. Det er crazy! Hvordan jeg lå og kiggede på hendes store mørke øjne, der bare stirrede tilbage, indtil hun faldt i søvn, og jeg stadig lå og stirrede på hende når hun vågnede igen. Hvor højt jeg elskede hendes far, for at give mig dette menneske og den oplevelse. Og bare på dette ene år har det også forandret sig. Og dog. Nu er hendes øjne store og lyseblå, men stadig de smukkeste i verden. Vi kan også stadig ligge og kigge på hinanden, men forskellen er nu, at jeg godt ved det ikke er for evigt! Og historien med hendes far og jeg, er også vendt op og ned. Jeg elsker ham stadig- fordi han har givet mig den smukke lille gave, som hun er, men der var bare ikke mere end det tilbage. Desværre.
Og selv nu 8 måneder efter vi er gået fra hinanden, er det svært at vænne sig til, at vi ikke skal være den forbandede perfekte familie jeg troede vi skulle være, men jeg er ikke i tvivl om at vi gør det rigtige- både for os selv og for pomfritten.
På det år har vi også fået en ny mand ind i vores liv. Eller. Det har han været i lang tid. Men han har fået ny betydning. Han er vores pap-far, stedfar eller bonusfar. Og han gør det fantastisk!
I går fejrede vi pomfritten. Hele familien var med. Både min familie og pomfrittens fars familie. Det var en dejlig dag. Det siger nok sig selv at vi ikke kunne være 25 mennesker i min 70 kvadratmeter store lejlighed, så jeg havde rykket festen ned i min garage, som efter en fejning og et dækket bord, mindede mere om en gildesal.
Hun fik gaver, fødselsdagssang og opmærksomhed- og hun elskede det. Hun fik også sin egen lille lagkage, som hun sad og grattede med. Og på 0,5 havde jeg et styks MEGET klistret baby, med flødeskum i næsen, i håret og i ørerne. Yummi.
Jeg kan huske alle følelserne som jeg havde for et år siden.. nbart. Det er crazy! Hvordan jeg lå og kiggede på hendes store mørke øjne, der bare stirrede tilbage, indtil hun faldt i søvn, og jeg stadig lå og stirrede på hende når hun vågnede igen. Hvor højt jeg elskede hendes far, for at give mig dette menneske og den oplevelse. Og bare på dette ene år har det også forandret sig. Og dog. Nu er hendes øjne store og lyseblå, men stadig de smukkeste i verden. Vi kan også stadig ligge og kigge på hinanden, men forskellen er nu, at jeg godt ved det ikke er for evigt! Og historien med hendes far og jeg, er også vendt op og ned. Jeg elsker ham stadig- fordi han har givet mig den smukke lille gave, som hun er, men der var bare ikke mere end det tilbage. Desværre.
Og selv nu 8 måneder efter vi er gået fra hinanden, er det svært at vænne sig til, at vi ikke skal være den forbandede perfekte familie jeg troede vi skulle være, men jeg er ikke i tvivl om at vi gør det rigtige- både for os selv og for pomfritten.
På det år har vi også fået en ny mand ind i vores liv. Eller. Det har han været i lang tid. Men han har fået ny betydning. Han er vores pap-far, stedfar eller bonusfar. Og han gør det fantastisk!
I går fejrede vi pomfritten. Hele familien var med. Både min familie og pomfrittens fars familie. Det var en dejlig dag. Det siger nok sig selv at vi ikke kunne være 25 mennesker i min 70 kvadratmeter store lejlighed, så jeg havde rykket festen ned i min garage, som efter en fejning og et dækket bord, mindede mere om en gildesal.
Hun fik gaver, fødselsdagssang og opmærksomhed- og hun elskede det. Hun fik også sin egen lille lagkage, som hun sad og grattede med. Og på 0,5 havde jeg et styks MEGET klistret baby, med flødeskum i næsen, i håret og i ørerne. Yummi.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)
