Man skal ikke gå i for små sko!

Jeg har den sidste måned været på jagt efter nogle støvler til pomfritten. Jeg har kunnet finde en masse. Lige fra størrelse 23-43, men hvad fanden hjælper det, når pomfrittens fod skal have en størrelse 19? Jeg har jagtet alle butikker både på nettet og i hele Nordjylland, uden held.
I dag fandt jeg dem. Størrelse 20. 500 kroner. Og BLÅ! Jeps, min lille søde langhårede, skævbissede datter skal gå i blå støvler hele vinteren! Jeg synes egentlig det var fint nok, men ekspedienten blev ved at træde i det, og inden jeg gik ud af døren, efter at have smækket 500 kroner i hendes kasse, sagde hun da også lige: "Ja så må vi håbe hun bliver tilfreds med sine BLÅ støvler!" -Ja det må vi da håbe din dumme skosælger-dame, for du havde jo så valgt og vælge kun at have de fine fine støvler i blå. Lilla eller rød havde ellers været fint. Det er kun de små drenge der må have små fusser, eller hvad?
Men vi er glade for vores BLÅ støvler, de er dejlig varme og pomfritten elsker dem allerede! Jeg ved bare de kommer til at stå fantastisk til hendes lilla flyverdragt, lilla vanter og lilla hue.. somom!

Hvad laver dit barn?

Mit barn laver lort. Mange andre børn laver pølser, puha, adder eller ligefrem badder. Herhjemme skider vi, og vi laver lort. (Eller pomfritten gør, for jeg er jo kvinde, og jeg gør slet ikke den slags!) Hun ved godt hvad det drejer sig om, og peger ivrigt på bleen når man siger lort, men reagerer til gengæld slet ikke når nogen spørger hende om hun har lavet "puha?"
Folk kigger SÅ mærkeligt når man spørger hende, om hun har lavet lort. Jeg tror, mange tror de hører forkert, og når jeg så spørger hende igen, og det går op for dem at de hørte rigtigt, ja så ligner de nogen der er lige på nippet til at ringe til kommunen, de sociale myndigheder eller kanal4 så jeg kan deltage i "De unge mødre" omgående! Men hvorfor er det så forkert? Pølser er noget man spiser, ikke noget der er i bleen. Puha, adder og badder er noget ulækkert, og hvorfor skal hun lære at det er ulækkert at skide? Tænk hvis hun rent faktisk tager det som noget så negativt, at hun bliver bange for at gøre det?
Vores yndlingsbog er "Muldvarpen der ville vide hvem der havde lavet lort på dens hoved", vores yndlingsrim er dette "Lille Lise sad på gulvet, fik en splint i numsehullet, lægen kom og trak den ud, iih hvor så det væmmeligt ud" og pomfritten på 17 måneder siger også neger! Han ER jo for helvede sort.
Jeg synes bestemt vi snakker (nogenlunde) pænt herhjemme, vi er nok bare ikke til det der med at pakke tingene ind i vat!

At være talblind tæller også!

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg altid har haft svært ved matematik. Jeg har aldrig kunne forstå det, aldrig kunne lære det og kommer nok heller aldrig rigtig til det.
I folkeskolen var det min far der hjalp mig, eller han prøvede virkelig på det, men de fleste gange endte det i at jeg blev stikhamrendes tosset fordi han ikke forstod, at jeg ikke forstod det! Han har altid fortalt mig om at dengang han gik i skole, skulle man kunne både den lille og den store tabel udenad, og jeg kunne ingen af delene. Jeg er 19 år nu, og det kan jeg stadig ikke. Jeg kan et- tabellen- JUBII.. Og så kan jeg to-tabellen, og allerede ved tre-tabellen går det så galt for mig. Jeg går i stå, og ligner et stort spørgsmålstegn! Min eksamen i folkeskolen bestod jeg med ordene "Du kommer aldrig til at undervise i matematik, men du prøvede virkelig, så du får et 6-tal!"
Nu er jeg så startet i 10.-klasse, og jeg kan straks huske hvorfor jeg hader de tal så meget! Min matematiklærer er meget uforstående, og har allerede en gang fortalt mig at jeg burde rykke ned på niveau, hvor jeg så nu har måtte fortælle ham at det nok ikke vil hjælpe, for selv i en 4.-klasse ville jeg ikke kunne følge med! Så nævnte han om jeg nogensinde har overvejet om jeg er talblind.. Hm.. Ja det har jeg da, men jeg troede det var sådan noget med at man ikke kan se at et 5-tal er et 5-tal, men næææh nej, nu har jeg googlet (<3) det, og jeg er blevet meget klogere!!
-Stærk rent sprogligt- Tjek, det er mig!

-Vanskeligheder ved basisforståelse for tal og simple regnestykker- Tjek, me too!

-Problemer med tidsfornemmelsen, månedernes rækkefølge, problemer med højre-venstre, skemaer, rækkefølge- Der kan jeg også melde mig inde i problemer med højre og venstre!

-Kan lære regnestykke den ene dag, og glemme problemløsningen den næste- Det er sjovt nok, mig.

-Forstår ikke matematiske sprog og forskelle. Hvad betyder division, og hvordan siger man tallet 76312- Det er også mig. Jeg går helt i baglås ved store tal!

-Motoriske problemer ved dans og sport- Me too, jeg gik til motorik da jeg var lille.

-Glemmer regler i sport og spil- Det er mig. Nogle der kan fortælle mig hvordan man spiller 500?

-Kan virke uorganiseret, ukoncentreret, glemme simple processer og smider ting væk- Me too again. Læs evt. tidligere blokindlæg om at gøre ting væk ;)
Kan i se det? Jeg er jo talblind. Eller det ved jeg ikke om jeg er, men jeg har tænkt mig at ringe til en der kan teste mig og finde ud af det! Jeg havde aldrig troet jeg skulle sige det.. Men jeg håber! Så er jeg fri for at skal gøres til grin, føle mig dum og blive ked af det, når matematiklæreren gang på gang siger til mig: "Camilla, alle kan forstå det, det er et spørgsmål om at terpe og læse hjemme, du skal høre efter, så er det slet ikke svært!" Søde søde lille Matematik-Mogens, der er ikke noget jeg hellere ville end at fatte dine ligninger og dine mål på en trapez, i stedet for at sidde og gøre mig selv til grin time efter time.......

Skolestart!

Så skete det igen, skolestart. Ikke helt samme følelse som første gang i 0. klasse, men stadig temmelig spændende. Jeg er startet på X-sporet i 10. klasse, også kaldet FED X, det er nice, det er cool og det er dejligt! Det er 4 uger siden, så vi er godt i gang. Godt i gang med lektier, kantinebesøg og at lære hinanden rigtig godt at kende! Jeg går i klasse med nogle rigtig søde mennesker. Eller i hvert fald de fleste af dem. Vi er mange forskellige kulturer, aldre og personligheder på alle leder og kanter. Det er fucking irriterende og fucking fedt.
Vi bliver smidt ind i samme klasse, omkring 25 personer der ligger milevidt fra hinanden, og vi SKAL bare få det til at fungere. Det er jo lidt af en test af sig selv. Nogle er enlige mødre til 4, nogle er gamle som mosefund, nogle er 17, og andre er bare det jeg normalt ville kalde dumme. Men vi fungerer sku egentlig meget godt. Selvfølgelig magter jeg nogle, mere end andre, sådan skal det vel være?
Det er også lidt af en balancegang det her med baby, dagpleje og skole. For det første skal vi op om morgenen OG ud af døren i ordentlig tid. Så skal jeg skal i skole. Intet problem so far. Så skal hun hentes, og så skal vi hjem. Hokus pokus, easy easy. Så kommer vi hjem. BUM, hvad skete der lige der? Vi skal handle, lave mad, bade pomfritten, spise, børste tænder, putte, rydde op OG lave lektier, og det hele foregår gerne med sure miner, skrig og skrål. Man er vel en træt ung dame efter en hel dag hos overgearede-Ulla, bevares!
Så er klokken 23, og så starter det fandme forfra igen efter en alt for kort nattesøvn. Gaaaaab.
Nå, nu er jeg i gang med bloggen igen, og vil nu prøve at magte både at være blogger OG skoleelev samtidig. Men først og fremmest vil jeg skrive en dansk stil............... Er en uddannelse overhovedet nødvendig?! ;)

Du ved du er mor når: Den ene dag er mere kaos end den anden!

Selv om jeg nu har været mor i 13 måneder, er det sku ikke altid jeg føler mig sådan! Fredag aften når jeg danser på bordene, har drukket min 20. drink og røget 3 pakker cigaretter, synes jeg for eksempel ikke jeg er så mor-agtig, som jeg kunne have været. Det samme gælder dagen efter når jeg af bare udmattelse bestikker pomfritten med marie-kiks, og ikke bare en eller to, men nok nærmere 5. Det er heldigvis ikke så tit det sker, og jeg vil sige at mine situationer som mor overskygger de mere sørgelige mor-moments! Men selv i situationer hvor jeg hverken har tømmermænd, feber eller hovedpine, skal jeg sommetider hanke op i mig selv for ikke at eksplodere i 150 dele udover hele vores hjem, og jeg kan nævne i flæng.

Det hænder at pomfrittens tånegle bliver så lange at de skal klippes. Jeg ved ikke hvordan det normalt foregår, men herhjemme foregår det på den måde at et stks. hysteri-bombe bliver holdt fast. Total fast. Begge hændes arme, og begge hendes ben er lagt så fast at hun ikke kan røre dem ud af flækken, og det er simpelthen af rene sikkerhedsmæssige årsager, da hun ellers ville have mistet begge hendes storetæer for lææænge siden. På den her måde har hun i dag stadig begge sine fødder, men til gengæld har vi tinitus.
Desværre er hun lige kommet i den alder hvor hun lige meget hvor hun kommer hen, rykker strømperne af, men før den periode af hendes liv, synes jeg skrigeriet var så slemt at jeg af og til overvejede at lade tå-neglene vokse.. Der var jo alligevel ikke andre der så dem end mig!!

Forleden skulle vi i bad. For at spare tid og have overblik, tog jeg pomfritten i bad samtidig med mig selv. Så bliver hun plantet i badekarret, i mens jeg selv står under bruseren, og det PLEJER at fungere fint. Men hun bliver jo mere og mere snedig, og nu har hun altså åbenbart opdaget fidusen med sådan et badekar, hun fandt nemlig bundproppen.... Sjovt nok mens jeg skyllede shampoo ud af mit hår- hvilket som bekendt foregår med lukkede øjne. JA der var vand over DET HELE!
Vi kommer ud af badet, og pomfritten får som sædvanlig lov at kravle rundt i Eva-kostume. Jeg tager mig god tid til at smøre mig ind i creme og dulle mig lidt op, da jeg kan høre der ingen fare er på færde og at frikadellen leger fint med sit legetøj på gulvet inde i stuen.....TROEDE jeg! Da jeg træder ind i stuen finder jeg frikadellen smurt ind i sin egen afføring, ja faktisk ikke bare frikadellen, men også alt frikadellens legetøj! DER gik jeg i panik, for når jeg troede jeg så skulle tørre lort op, troede den lille vi skulle lege sammen med det!
Det er på dette tidspunkt jeg ringer min mor op og beder hende komme- NU!!! 15 minutter efter var der igen helt tjek på situationen med lort og oversvømmelse på badeværelset!!

I de ovennævnte situationer er jeg super-mor, når vi bare sidder og læser, synger og spiser er jeg bare mor, og fredag aften er jeg stadig mor- men jeg burde nok ikke være det!!

En ganske særlig fest.

Igår var jeg til studenterfest. Det var noget helt særligt, det var for at fejre min fantastiske barndomsveninde, som uden tvivl er den sejeste person jeg kender!
Det burde nok være en epoke i hendes liv, og det tror jeg også det er, men ligeså meget en epoke i mit. Det er det endelige bevis på at vi virkelig er gået hver sin vej, nu er voksne, og alligevel holder kontakten, og stadig har noget helt specielt sammen, selvom vi ikke engang ses det halve af hvad jeg ville ønske!
Vi har lavet alt sammen, og jeg ved hun har været med til at gøre mig til den jeg er i dag, og hvis jeg bare har været en hundrededel det samme for hende, så er jeg glad.
Selvom vi nu er så langt fra hinanden som vi kan næsten kan komme, er vi stadig meget ens. Vi er begge to nogle stædige rad, og heldigvis for det, for jeg tror det er det, der holder os sammen, når vi om 15 år forhåbentlig stadig er veninder, og måske, hvem ved, er samme sted i livet igen!

365 dage, Hurra!

Der er gået et helt år. Fra d. 7. juni 2009 til den 7. juni 2010, det er jo et år, ikke? Det føles ikke sådan. Er ret sikker på det må være skudår på den omvendte måde, men lige meget hvor mange gange jeg tæller dagene bliver det til 365. Så pomfritten er et år i dag- åbe
Jeg kan huske alle følelserne som jeg havde for et år siden.. nbart. Det er crazy! Hvordan jeg lå og kiggede på hendes store mørke øjne, der bare stirrede tilbage, indtil hun faldt i søvn, og jeg stadig lå og stirrede på hende når hun vågnede igen. Hvor højt jeg elskede hendes far, for at give mig dette menneske og den oplevelse. Og bare på dette ene år har det også forandret sig. Og dog. Nu er hendes øjne store og lyseblå, men stadig de smukkeste i verden. Vi kan også stadig ligge og kigge på hinanden, men forskellen er nu, at jeg godt ved det ikke er for evigt! Og historien med hendes far og jeg, er også vendt op og ned. Jeg elsker ham stadig- fordi han har givet mig den smukke lille gave, som hun er, men der var bare ikke mere end det tilbage. Desværre.
Og selv nu 8 måneder efter vi er gået fra hinanden, er det svært at vænne sig til, at vi ikke skal være den forbandede perfekte familie jeg troede vi skulle være, men jeg er ikke i tvivl om at vi gør det rigtige- både for os selv og for pomfritten.
På det år har vi også fået en ny mand ind i vores liv. Eller. Det har han været i lang tid. Men han har fået ny betydning. Han er vores pap-far, stedfar eller bonusfar. Og han gør det fantastisk!
I går fejrede vi pomfritten. Hele familien var med. Både min familie og pomfrittens fars familie. Det var en dejlig dag. Det siger nok sig selv at vi ikke kunne være 25 mennesker i min 70 kvadratmeter store lejlighed, så jeg havde rykket festen ned i min garage, som efter en fejning og et dækket bord, mindede mere om en gildesal.
Hun fik gaver, fødselsdagssang og opmærksomhed- og hun elskede det. Hun fik også sin egen lille lagkage, som hun sad og grattede med. Og på 0,5 havde jeg et styks MEGET klistret baby, med flødeskum i næsen, i håret og i ørerne. Yummi.

Jeg behøver søvn.. omgående!

Min baby sover. Ja altså ikke lige nu, men om natten. Eller det vil sige, det gør hun ikke altid, men i nat gjorde hun. Så burde jeg også sove. Og det gjorde jeg ikke.
I går aftes gik jeg i seng klokken 19.20. Samtidig med pomfritten. Aaaah, så kunne jeg rigtig ligge der og sove. Det gjorde jeg også. Indtil klokken 02.45. BUM, så vågnede jeg, badet i sved! Min far er død. Eller det er han ikke, men i mit hoved var han. Og det var han faktisk ikke engang, han var bare tæt på. Han skulle spise en pille, for et eller andet, og sidst han spiste den pille var han begyndt at bløde ud af alle huller, på hele kroppen, så han var lige ved at forbløde, og nu skulle han så spise den igen. Det var fadme uhyggeligt. Og jeg kunne overhovedet ikke finde ud af om det var rigtigt eller bare et mareridt, så jeg var ret tæt på at skrive til mor, om far er OK. Og så lå jeg der og tænkte. Gad vide om min far egentlig godt ved jeg elsker ham, og gad vide om han synes han har været en god far, og bedstefar HVIS han nu skulle dø i morgen? Jeg overvejede at skrive en sms til ham hvor det stod, men så tænkte jeg at han nok i hvertfald ville dø af skræk hvis han opdagede han fik en sms klokken 03 om natten!
Da jeg så havde kørt hele møllen igennem, omkring min far og gjort op med mig selv, hvad jeg mon ville gøre, så startede samme tur med min mor. Da jeg så endelig var nået frem til at jeg både elsker min mor og min far, og at de bliver nødt til at vide det, hvis de har det med mig, som jeg har det med Pomfritten, var jeg klar til at sove.
MEN.. skraldespandene skal jo også tømmes. Synes skraldemændene. LORT. Kæmpe orange rotorblink lige ind ad vinduet, til mit soveværelse. Pure awesomeness. Og de er åbenbart to skraldemænd på den rute, så de skal da lige hyggesnakke mens de udføre jobbet. Eller hyggeRÅBE. Grrrr.
Klokken er 5. Jeg sover. Skønno.
Klokken 06.20. Pomfritten er vågen. Og glad. Og meget frisk. Og meget imod at jeg skal sove mere.
GODMORGEN! (:

Dur ikke!

Af og til kigger jeg forbi på sådan en forum. Et forum om at være mor, ung mor og bare kvinde generelt. I dag kiggede jeg forbi og fandt et indlæg om turn-offs.
Altså lange lister fra de her (hysteriske!) kvindemennesker, om hvad deres mand absolut ikke må indeholde. Nogen af dem var simple som at de ikke må ryge, ikke må have lyst hår, ikke må have en bestemt øjenfarve eller sokker i sandalerne. Andre var sku lidt mere crazy. Nogen af de skarpe gik på at de ikke må høre høj musik i bilen, ikke må sætte deres hår med noget bestemt voks og ikke må have et børne-dankort. JEPS. En eller anden kvinde kan simpelthen ikke være sammen med en mand, der ikke ejer et dankort. Mærkeligt. Jeg tror hellere jeg vil have en mand med et Rasmus Klump-kort end en der altid har overtræk og ikke tager en skid ansvar for sin økonomi- hvis han nu godt VED han ikke kan styre et dankort.
Desuden er der en yngre kvinde, hvis profilbillede afslører at hun lider forfærdeligt af acne, der skriver at hun ikke skal have en fyr med bumser eller netop acne. Jamen for pokker. Hvad er det så for et krav at stille?
Mange af kvinderne derinde er singler, ikke så mærkeligt måske. Hvis man allerede inden man møder MANDEN har lavet en liste om hvad han må og ikke må. Der går prinsesse i den. Eller også er det bare fordi jeg ikke har prøvet at være single, længe nok til at fatte det.
Jeg tror det er noget der kommer med tiden, altså det der kræsenhed der. Mænd er indrettet sådan at jo længere tid der går, jo mere desperate bliver de (det er i hvertfald min personlige erfaring!) og det er så lige der det er helt modsat med kvinder. Åbenbart. Så er det sku da ikke så mærkeligt at de ikke kan finde hinanden, for der har da heller aldrig på min ønskeseddel stået "Desperat mand!" og den var da også nævnt flere gange som turn-off i den tråd!
Jeg tror bare jeg vil glæde mig over at jeg endnu aldrig er nået helt derud og at jeg har en dejlig kæreste uden hår på ryggen, ingen sokker i sandalerne, ingen lange næsehår, ingen vildtvoksende skæg og ingen klamme tænder, men til gengæld med dankort og et stort hjerte!

Ud i det blå!

I dag har jeg købt en cykelstol. 1000 kroner og den var købt OG monteret på mors cykel. Og med i prisen er selvfølgelig også yndig pink cykelhjelm- til babyen.
Jeg har set frem til det længe, at få en stol på cyklen, så vi kan styrte hele byen rundt på ingen tid. Baby og mig. Det var ikke så let som jeg lige havde forestillet mig i mine drøemme, men resume, here goes:
Første udfordring: At få givet hystade, flot, dyr og sikker cykelhjelm på hovedet, og spænde den ind så den passer, inden hun flår den af ægget i bare raseri.
Så kommer vi ud til cyklen, sætter pomfritten i stolen og begynder at justere der, så der ikke sker ulykker med babyfod i hjulet eller endnu værre: Babyen falder af cyklen. Tjek, vi er klar!
Jeg skal liiige vænne mig til det der med at have 9 kilo fedtklump siddende bagpå og danse imens vi cykler, men endnu mere, skal jeg da godt nok lige vænne mig til at have 9 kilo fedtklump siddende og bogstavlig talt, kilde mig i numsen, mens jeg cykler! Uff!
Derudover skal jeg lære at bedømme hvor stor min cykelkurv er i forhold til propfyldt Fakta-pose x 2 og en pakke bleer. Ja gæt selv, kunne overhovedet ikke være der. Måtte trække sur baby, 2 poser og 80 stks. bleer hele vejen hjem. I kraftig modvind. Awesome. Nice.
Nu skulle man nok tro jeg har mistet modet, på at gøre dette igen, men jeg er blevet enig med mig selv (og baby!) om at næste gang jo kun kan blive bedre. Meget bedre. Og så tror jeg også bare vi snupper gåbenene og barnevognen næste gang, jeg får den skøre idé at cykle i stiv kuling.

Remember me.......

Jeg er glemsom. Som en i helvede. Jeg tror jeg er mere glemsom end de fleste, eller også er jeg bare ikke bange for at indrømme det, selv om de fleste nok vil mene jeg burde skamme mig over at lide af fremskridende demens i en alder af 19 år.
Fra den dag jeg fødte, skete der noget magisk med ordet glemsom, det blev automatisk erstattet med ordet "ammehjerne"
Det var rart. Jeg havde en gyldig undskyldning for at glemme alt muligt. Jeg stak bare folk min "Jeg har ammehjerne"-replik, smilede flovt, og så var det glemt. Og den replik har jeg så brugt lige siden....
Men så gik det op for mig, for ca. 10 minutter siden, at det er 40 uger, eller 280 dage siden jeg stoppede med at amme. Hovsa! Jeg har ingen undskyldning for at glemme mere. LORT, for jeg gør det rigtig meget!
Jeg glemmer alt. Jeg glemmer at slukke komfuret, glemmer tøjet i vaskemaskinen, glemmer mødet i banken, tiden ved lægen og jeg tror også min tandlæge er temmelig træt af at vi nu har lavet vores aftale om 3 gange, fordi jeg har glemt de forrige 2.
Så begyndte jeg at skrive de ting jeg skal huske ned på en seddel- og så glemmer jeg gud-hjælpe-mig og kigge på sedlen!
Og det er ikke kun aftaler jeg glemmer, det er også hvor jeg ligger mine ting.
Hvis jeg pludselig får travlt, må jeg tit storme ud af døren uden at låse efter mig, for jeg kan simpelthen ikke huske hvor mine nøgler er. Jeg overvejer tit at anskaffe mig en ekstra-mobil, til at ringe til den rigtige mobil, når den er væk, fordi jeg ikke kan huske hvor jeg har lagt den.
På tredjepladsen kommer fjernbetjeningen. Jeg får størstedelen af min daglige motion ved at rejse mig fra sofaen, og skifte kanal på TV'et, fordi den smarte dims til at gøre det med, mens man sidder ned ER VÆK!
Det er dog slet ikke det værste.. Min pung.. Åååh gud.. Den burde næsten have en blog for sig selv! Jeg har fået nyt Visa-kort 4 gange, på 3 måneder, og det kunne nemt have været 5 gange, hvis ikke jeg i tide havde opdaget, at min pung lå i køleskabet!
Jeg forstår ikke man overhovedet har tænkt på at overlade et barn til mig. Hvad skal det ikke ende med? En eller anden dag, har jeg vel sød dagplejemor hængende i røret, for at fortælle mig at jeg altså ligesom har et barn oppe ved hende, og jeg vil stå måbende tilbage og tænke "Nå ja!" Så vil jeg styrte hele lejligheden rundt for at finde mine nøgler, men alligevel ende med at skride fra åben dør, hvor indbrudstyv så kan vade lige ind, tage den pung JEG ikke aner hvor er, og smutte igen, imens jeg står et sted i Sindal og spørger ældre dame om vej, op til sød dagplejemor, fordi jeg ikke kan huske hvor jeg afleverede barnet i morges!
Jeg skal have hjælp. NU! Så skulle du sidde inde med et råd til hvordan du husker, ikke at glemme, så skriv det lige til mig.. Så skal jeg se om jeg kan finde den i min mail-indbakke hvor der i skrivende stund er 700 ulæste mails.. fordi.. gæt engang.. jeg har vel glemt at tjekke den?

En ny forelskelse!

Jeg er begyndt at løbe. Eller det har jeg egentlig altid gjort, sådan i perioder. Nogen gange ret lange perioder på flere måneder, og andre gange lidt kortere perioder på 1 dag. Jeg kan godt lide at løbe. Jeg synes det er dejligt, og endnu dejligere bagefter, måske fordi jeg altid lokker mig selv med solcenter. Jeg har sådan en tvangstanke med at jeg ikke må gå i sol, hvis jeg ikke løber først. SMART! Så kan jeg dø af hudkræft- ikke af fedme.
Jeg vil gerne tabe mig 7 kilo. Eller egentlig 12- men det lyder bare for vildt. Det er sku bare ikke så nemt som det lyder. Jeg er ikke vant til at skulle tabe mig, for jeg har egentlig altid været tilfreds med mig selv og min vægt, men så skete det: Jeg fik en baby! (og 18 kilo på sidebenene!)
Mange siger det er graviditeten der får en til at tage på- de lyver! Det er barslen.. Jeg tabte stort set alt det ekstra igen bare ved at føde og amme, men efter 10 måneder er det hele tilbage igen! Jeg har siddet hjemme i 10 måneder og ædt mig fed af bare kedsomhed. Altså nej, det har været skide hyggeligt, men der sker jo ingenting, og så bliver jeg jo nødt til at gå en tur, og hvor skal jeg gå hen? I brugsen? tjo, men jeg mangler jo ingenting. Udover cola. Og kage. uuhm.
Det er slut nu. Jeg er så træt af at se mig selv i spejlet og tænke: "Jojo, men jeg mangler jo i det mindste ikke den ene arm!"
Folk bliver godt nok ved at sige til mig, at jeg altså ikke trænger til at tabe mig og at jeg er skide flot i forhold til at have født. Men enten lyver de for mig, eller også gør mit spejlbillede. Måske har de egentlig ret. Folk altså. Men det er for sent, jeg har lavet FEJLEN. Jeg har åbnet et Se&Hør, set Tv3 og luret i reklamer. De er jo over det hele. De der kvinder der vejer ligeså meget som en a4-kuvert med frimærke, selvom de har født 2 børn og adopteret 8.
Men jeg er i gang. Og bare vent, når du møder mig på stranden om 3 måneder, er jeg nyforelsket. I min kæreste, min baby og mig selv!

En tigger på tur!

I dag har jeg været et godt menneske. Jeg har samlet penge ind. Ikke til mig selv, eller til en fest for en god ven. Niksen biksen. Jeg har været indsamler for Kræftens Bekæmpelse.

Det startede med en reklame i fjernsynet, og jeg tænkte hvorfor ikke? Jeg mener kræft. Det er de færreste af os der ender som sulten negerbarn i Uganda, og mine nærmeste er endnu heller ikke endt som indespærret brunbjørn i Polen, men kræft, det ved man hvad er. Det kan ramme os alle sammen. Selv Pomfritten (gud forbyde det!)- det kan jeg sku ikke lide. Så der vil jeg gerne være med til at gøre en forskel. Og det har jeg så gjort!
Jeg fik tildelt en rute i går. I den anden ende af byen, i et boligkvarter med både familier i huse, unge mennesker i lejligheder og ældreboliger. Jeg var ret fordomsfuld da jeg tog hjemmefra. Jeg tænkte at unge mennesker i hvertfald hellere vil bruge deres penge på øl og cigaretter, at familierne måske ville smide en 5'er i bøssen, vel og mærke, for at give deres børn den oplevelse at få lov at putte den ned i hullet, fordi det elsker alle børn... Det eneste der fordom der holdt stik, var at de ældre sikkert ikke ville åbne døren, fordi de sov til middag. Alle folk var så glade, mange puttede sedler i, og rigtig mange en 20-30 kroner de fik skrabet sammen.
Det tog mig 1½ time, solen skinnede og Pomfritten var meget nem at have med, og samtidig vil nogen nok kalde det en bonus, at jeg også lige fik noget motion!
Lige da jeg startede med at gå rundt fra dør til dør, var det lidt mærkeligt. Og så oveni købet med barnevognen, følte mig sku ærlig talt lidt som en luksus-vagabond.
Min taktik var at være glad og smilende, og jeg tror det virkede. Jeg fik det bedre og bedre med det, og var faktisk til sidst helt cool med at være indsamler for kræftens bekæmpelse, så cool at jeg tror jeg gør det igen næste år. Og jeg vil opfordre jer andre til at gøre det samme! Det er d. 3 April 2011, så i kan jo allerede nu, sætte kryds i kalenderen, så er der vist ingen dårlige undskyldninger, og alle dem der sagde "Vi har ikke liiiige fået hævet nogen penge" skulle vist også have en fair chance for at nå det! :)
Jeg kan i øvrigt fortælle at jeg fik samlet 715 dejlige danske kroner sammen, og det var bare på min rute.. Kan du mon slå den rekord?

Camilla- en tilfældig blogger!

Så skete det. Jeg er blevet blogger. Kan ikke helt måle sig med følelsen af en ny kæreste, at blive mor, vigtigheden af NUL parfume i pomfrittens vådservietter eller en god hårdag, men jeg vil nu prøve det alligevel- om ikke andet, så for hyggens skyld!

Jeg har længe gået og tænkt på at blive det. Blogger altså. Jeg ved ikke helt hvorfor. Tror selv jeg synes jeg laver så mange ligegyldige ting, som alligevel betyder skide meget, og på den her måde kan jeg muligvis begynde at huske lidt mere tilbage på ting jeg ellers ville glemme, netop fordi de er så skide ligegyldige.

Idag er en god dag at starte at blogge. Min lille pomfrit er startet i dagpleje. Altså ikke sådan helt og aldeles, fordi hendes mor er en pyllerrøv der ikke tør efterlade hende alene med sød dagplejemor og 4 andre uskyldige børn. Men vi har været deroppe og sige hej, lege og prøve at tvinge frugt i mit 10 måneder gamle barn som nægter at bevise, at hun eeeelsker banan, selvom jeg lige har sagt det, så nu tror sød dagplejemor sikkert at ung mor og barn lever af chokoladekiks og cola, eller måske ikke.. men.. hvad nu hvis?

Vi var oppe klokken 06.30, det kan jeg ikke huske hvornår jeg sådan rigtigt sidst har prøvet. Eller jo, det kan jeg godt, men ikke fordi vi skulle noget, meeeeget underlig følelse. Men nu skal vi så noget. HVER dag. Jeg har fået et liv tilbage, med ting man skal nå. Altså foreløbig skal jeg godt nok bare nå at aflevere OG hente barn. Skulle der måske nok være en chance for, med en dagplejemor der åbner klokken 06.30, tror jeg nok (Har ikke haft brug for helt at vide det, egentlig!) og lukker klokken 16.30, tror jeg nok (har IGEN ikke haft helt brug for den info!..endnu)
Det bliver lækkert!
Det sidste år har jeg tulleret rundt herhjemme. Jeg har vasket tøj, gjort rent, vasket tøj, passet baby, leget med baby, vasket tøj, fodret baby og siddet en hulens masse på Facebook, ja jeg har faktisk siddet så meget på Facebook, at jeg undrer mig over hvorfor der ikke findes afvænningsklinikker for den slags, nu hvor jeg nok snart ikke har tid til så meget Facebook.. Og så siger folk det er svært at have børn!
Tænk at jeg har fået et helt år til at gå? Utroligt. Jeg synes dagene har været lange, og nætterne endnu længere. Og alligevel føles det hele som om, det var igår. Jeg glæder mig til pomfritten engang bestemmer sig for at sove, hele natten, i sin egen seng, fra klokken 19:00 til klokken 06:00.. Ikke at jeg er sikker på jeg ville huske hvordan man skulle gøre.. Ligger man så bare der og sover sådan en hel nat?
Nu skal det heller ikke lyde som om det har været så hårdt, at blive gylpet udover og vandre 800 kilometer stue op, og stue ned, en hel nat med skrigende baby, at lave en milliard flasker, få havregrød i håret eller få ødelagt sin YNDLINGS Nynne-dvd boks, fordi man liiiiige skulle tisse, for det har det ikke. Det har været dejligt. Det har været fantastisk, og jeg kunne ikke have ønsket det anderledes! Jeg synes det har været super herligt, og jeg føler mig så heldig over at det kan lade sig gøre i vores samfund her i Danmark, og jeg ville da nødig have skulle afleveret hende til sød dagplejemor endnu tidligere!

Nu er det slut. Jeg skal til at planlægge min tid, for at være sikker på at få mest muligt tid med min lille vidunderlige frikadelle. Jeg skal stole på, at en anden kan tage sig (næsten!) ligeså godt af hende, som jeg kan. Jeg skal være sådan en mor der henter tidligt, vinker i vinduet og aldrig glemmer regntøjet, nye bleer eller yndlingssutten! MEN hold nu kæft, hvor skal jeg altså også bare hygge mig. HELT alene. Jeg skal sætte mig ned med en god bog, og en kop skoldhed te, HELT ude på kanten af sofabordet, jeg skal have et bad der varer over 3½ sekund og jeg skal muligvis,hvis det bliver rigtig vildt, en tur i solcenter. Og når jeg så er færdig med det, så vil jeg, hvis jeg kender mig selv ret, spadsere i kapgang op til sød dagplejemor og med tårer i øjnene, flå min lille uforstående baby, der hygger sig helt vildt, ud af armene på sød dagplejemor, og tage hende med hjem, og love mig selv og min lille frikadelle, aldrig aldrig aldrig ALDRIG at gøre det igen...... Før næste morgen igen!