I dag har jeg købt en cykelstol. 1000 kroner og den var købt OG monteret på mors cykel. Og med i prisen er selvfølgelig også yndig pink cykelhjelm- til babyen.
Jeg har set frem til det længe, at få en stol på cyklen, så vi kan styrte hele byen rundt på ingen tid. Baby og mig. Det var ikke så let som jeg lige havde forestillet mig i mine drøemme, men resume, here goes:
Første udfordring: At få givet hystade, flot, dyr og sikker cykelhjelm på hovedet, og spænde den ind så den passer, inden hun flår den af ægget i bare raseri.
Så kommer vi ud til cyklen, sætter pomfritten i stolen og begynder at justere der, så der ikke sker ulykker med babyfod i hjulet eller endnu værre: Babyen falder af cyklen. Tjek, vi er klar!
Jeg skal liiige vænne mig til det der med at have 9 kilo fedtklump siddende bagpå og danse imens vi cykler, men endnu mere, skal jeg da godt nok lige vænne mig til at have 9 kilo fedtklump siddende og bogstavlig talt, kilde mig i numsen, mens jeg cykler! Uff!
Derudover skal jeg lære at bedømme hvor stor min cykelkurv er i forhold til propfyldt Fakta-pose x 2 og en pakke bleer. Ja gæt selv, kunne overhovedet ikke være der. Måtte trække sur baby, 2 poser og 80 stks. bleer hele vejen hjem. I kraftig modvind. Awesome. Nice.
Nu skulle man nok tro jeg har mistet modet, på at gøre dette igen, men jeg er blevet enig med mig selv (og baby!) om at næste gang jo kun kan blive bedre. Meget bedre. Og så tror jeg også bare vi snupper gåbenene og barnevognen næste gang, jeg får den skøre idé at cykle i stiv kuling.
fredag den 23. april 2010
onsdag den 21. april 2010
Remember me.......
Jeg er glemsom. Som en i helvede. Jeg tror jeg er mere glemsom end de fleste, eller også er jeg bare ikke bange for at indrømme det, selv om de fleste nok vil mene jeg burde skamme mig over at lide af fremskridende demens i en alder af 19 år.
Fra den dag jeg fødte, skete der noget magisk med ordet glemsom, det blev automatisk erstattet med ordet "ammehjerne"
Det var rart. Jeg havde en gyldig undskyldning for at glemme alt muligt. Jeg stak bare folk min "Jeg har ammehjerne"-replik, smilede flovt, og så var det glemt. Og den replik har jeg så brugt lige siden....
Men så gik det op for mig, for ca. 10 minutter siden, at det er 40 uger, eller 280 dage siden jeg stoppede med at amme. Hovsa! Jeg har ingen undskyldning for at glemme mere. LORT, for jeg gør det rigtig meget!
Jeg glemmer alt. Jeg glemmer at slukke komfuret, glemmer tøjet i vaskemaskinen, glemmer mødet i banken, tiden ved lægen og jeg tror også min tandlæge er temmelig træt af at vi nu har lavet vores aftale om 3 gange, fordi jeg har glemt de forrige 2.
Så begyndte jeg at skrive de ting jeg skal huske ned på en seddel- og så glemmer jeg gud-hjælpe-mig og kigge på sedlen!
Og det er ikke kun aftaler jeg glemmer, det er også hvor jeg ligger mine ting.
Hvis jeg pludselig får travlt, må jeg tit storme ud af døren uden at låse efter mig, for jeg kan simpelthen ikke huske hvor mine nøgler er. Jeg overvejer tit at anskaffe mig en ekstra-mobil, til at ringe til den rigtige mobil, når den er væk, fordi jeg ikke kan huske hvor jeg har lagt den.
På tredjepladsen kommer fjernbetjeningen. Jeg får størstedelen af min daglige motion ved at rejse mig fra sofaen, og skifte kanal på TV'et, fordi den smarte dims til at gøre det med, mens man sidder ned ER VÆK!
Det er dog slet ikke det værste.. Min pung.. Åååh gud.. Den burde næsten have en blog for sig selv! Jeg har fået nyt Visa-kort 4 gange, på 3 måneder, og det kunne nemt have været 5 gange, hvis ikke jeg i tide havde opdaget, at min pung lå i køleskabet!
Jeg forstår ikke man overhovedet har tænkt på at overlade et barn til mig. Hvad skal det ikke ende med? En eller anden dag, har jeg vel sød dagplejemor hængende i røret, for at fortælle mig at jeg altså ligesom har et barn oppe ved hende, og jeg vil stå måbende tilbage og tænke "Nå ja!" Så vil jeg styrte hele lejligheden rundt for at finde mine nøgler, men alligevel ende med at skride fra åben dør, hvor indbrudstyv så kan vade lige ind, tage den pung JEG ikke aner hvor er, og smutte igen, imens jeg står et sted i Sindal og spørger ældre dame om vej, op til sød dagplejemor, fordi jeg ikke kan huske hvor jeg afleverede barnet i morges!
Jeg skal have hjælp. NU! Så skulle du sidde inde med et råd til hvordan du husker, ikke at glemme, så skriv det lige til mig.. Så skal jeg se om jeg kan finde den i min mail-indbakke hvor der i skrivende stund er 700 ulæste mails.. fordi.. gæt engang.. jeg har vel glemt at tjekke den?
Fra den dag jeg fødte, skete der noget magisk med ordet glemsom, det blev automatisk erstattet med ordet "ammehjerne"
Det var rart. Jeg havde en gyldig undskyldning for at glemme alt muligt. Jeg stak bare folk min "Jeg har ammehjerne"-replik, smilede flovt, og så var det glemt. Og den replik har jeg så brugt lige siden....
Men så gik det op for mig, for ca. 10 minutter siden, at det er 40 uger, eller 280 dage siden jeg stoppede med at amme. Hovsa! Jeg har ingen undskyldning for at glemme mere. LORT, for jeg gør det rigtig meget!
Jeg glemmer alt. Jeg glemmer at slukke komfuret, glemmer tøjet i vaskemaskinen, glemmer mødet i banken, tiden ved lægen og jeg tror også min tandlæge er temmelig træt af at vi nu har lavet vores aftale om 3 gange, fordi jeg har glemt de forrige 2.
Så begyndte jeg at skrive de ting jeg skal huske ned på en seddel- og så glemmer jeg gud-hjælpe-mig og kigge på sedlen!
Og det er ikke kun aftaler jeg glemmer, det er også hvor jeg ligger mine ting.
Hvis jeg pludselig får travlt, må jeg tit storme ud af døren uden at låse efter mig, for jeg kan simpelthen ikke huske hvor mine nøgler er. Jeg overvejer tit at anskaffe mig en ekstra-mobil, til at ringe til den rigtige mobil, når den er væk, fordi jeg ikke kan huske hvor jeg har lagt den.
På tredjepladsen kommer fjernbetjeningen. Jeg får størstedelen af min daglige motion ved at rejse mig fra sofaen, og skifte kanal på TV'et, fordi den smarte dims til at gøre det med, mens man sidder ned ER VÆK!
Det er dog slet ikke det værste.. Min pung.. Åååh gud.. Den burde næsten have en blog for sig selv! Jeg har fået nyt Visa-kort 4 gange, på 3 måneder, og det kunne nemt have været 5 gange, hvis ikke jeg i tide havde opdaget, at min pung lå i køleskabet!
Jeg forstår ikke man overhovedet har tænkt på at overlade et barn til mig. Hvad skal det ikke ende med? En eller anden dag, har jeg vel sød dagplejemor hængende i røret, for at fortælle mig at jeg altså ligesom har et barn oppe ved hende, og jeg vil stå måbende tilbage og tænke "Nå ja!" Så vil jeg styrte hele lejligheden rundt for at finde mine nøgler, men alligevel ende med at skride fra åben dør, hvor indbrudstyv så kan vade lige ind, tage den pung JEG ikke aner hvor er, og smutte igen, imens jeg står et sted i Sindal og spørger ældre dame om vej, op til sød dagplejemor, fordi jeg ikke kan huske hvor jeg afleverede barnet i morges!
Jeg skal have hjælp. NU! Så skulle du sidde inde med et råd til hvordan du husker, ikke at glemme, så skriv det lige til mig.. Så skal jeg se om jeg kan finde den i min mail-indbakke hvor der i skrivende stund er 700 ulæste mails.. fordi.. gæt engang.. jeg har vel glemt at tjekke den?
torsdag den 15. april 2010
En ny forelskelse!
Jeg er begyndt at løbe. Eller det har jeg egentlig altid gjort, sådan i perioder. Nogen gange ret lange perioder på flere måneder, og andre gange lidt kortere perioder på 1 dag. Jeg kan godt lide at løbe. Jeg synes det er dejligt, og endnu dejligere bagefter, måske fordi jeg altid lokker mig selv med solcenter. Jeg har sådan en tvangstanke med at jeg ikke må gå i sol, hvis jeg ikke løber først. SMART! Så kan jeg dø af hudkræft- ikke af fedme.
Jeg vil gerne tabe mig 7 kilo. Eller egentlig 12- men det lyder bare for vildt. Det er sku bare ikke så nemt som det lyder. Jeg er ikke vant til at skulle tabe mig, for jeg har egentlig altid været tilfreds med mig selv og min vægt, men så skete det: Jeg fik en baby! (og 18 kilo på sidebenene!)
Mange siger det er graviditeten der får en til at tage på- de lyver! Det er barslen.. Jeg tabte stort set alt det ekstra igen bare ved at føde og amme, men efter 10 måneder er det hele tilbage igen! Jeg har siddet hjemme i 10 måneder og ædt mig fed af bare kedsomhed. Altså nej, det har været skide hyggeligt, men der sker jo ingenting, og så bliver jeg jo nødt til at gå en tur, og hvor skal jeg gå hen? I brugsen? tjo, men jeg mangler jo ingenting. Udover cola. Og kage. uuhm.
Det er slut nu. Jeg er så træt af at se mig selv i spejlet og tænke: "Jojo, men jeg mangler jo i det mindste ikke den ene arm!"
Folk bliver godt nok ved at sige til mig, at jeg altså ikke trænger til at tabe mig og at jeg er skide flot i forhold til at have født. Men enten lyver de for mig, eller også gør mit spejlbillede. Måske har de egentlig ret. Folk altså. Men det er for sent, jeg har lavet FEJLEN. Jeg har åbnet et Se&Hør, set Tv3 og luret i reklamer. De er jo over det hele. De der kvinder der vejer ligeså meget som en a4-kuvert med frimærke, selvom de har født 2 børn og adopteret 8.
Men jeg er i gang. Og bare vent, når du møder mig på stranden om 3 måneder, er jeg nyforelsket. I min kæreste, min baby og mig selv!
Jeg vil gerne tabe mig 7 kilo. Eller egentlig 12- men det lyder bare for vildt. Det er sku bare ikke så nemt som det lyder. Jeg er ikke vant til at skulle tabe mig, for jeg har egentlig altid været tilfreds med mig selv og min vægt, men så skete det: Jeg fik en baby! (og 18 kilo på sidebenene!)
Mange siger det er graviditeten der får en til at tage på- de lyver! Det er barslen.. Jeg tabte stort set alt det ekstra igen bare ved at føde og amme, men efter 10 måneder er det hele tilbage igen! Jeg har siddet hjemme i 10 måneder og ædt mig fed af bare kedsomhed. Altså nej, det har været skide hyggeligt, men der sker jo ingenting, og så bliver jeg jo nødt til at gå en tur, og hvor skal jeg gå hen? I brugsen? tjo, men jeg mangler jo ingenting. Udover cola. Og kage. uuhm.
Det er slut nu. Jeg er så træt af at se mig selv i spejlet og tænke: "Jojo, men jeg mangler jo i det mindste ikke den ene arm!"
Folk bliver godt nok ved at sige til mig, at jeg altså ikke trænger til at tabe mig og at jeg er skide flot i forhold til at have født. Men enten lyver de for mig, eller også gør mit spejlbillede. Måske har de egentlig ret. Folk altså. Men det er for sent, jeg har lavet FEJLEN. Jeg har åbnet et Se&Hør, set Tv3 og luret i reklamer. De er jo over det hele. De der kvinder der vejer ligeså meget som en a4-kuvert med frimærke, selvom de har født 2 børn og adopteret 8.
Men jeg er i gang. Og bare vent, når du møder mig på stranden om 3 måneder, er jeg nyforelsket. I min kæreste, min baby og mig selv!
søndag den 11. april 2010
En tigger på tur!
I dag har jeg været et godt menneske. Jeg har samlet penge ind. Ikke til mig selv, eller til en fest for en god ven. Niksen biksen. Jeg har været indsamler for Kræftens Bekæmpelse.
Det startede med en reklame i fjernsynet, og jeg tænkte hvorfor ikke? Jeg mener kræft. Det er de færreste af os der ender som sulten negerbarn i Uganda, og mine nærmeste er endnu heller ikke endt som indespærret brunbjørn i Polen, men kræft, det ved man hvad er. Det kan ramme os alle sammen. Selv Pomfritten (gud forbyde det!)- det kan jeg sku ikke lide. Så der vil jeg gerne være med til at gøre en forskel. Og det har jeg så gjort!
Jeg fik tildelt en rute i går. I den anden ende af byen, i et boligkvarter med både familier i huse, unge mennesker i lejligheder og ældreboliger. Jeg var ret fordomsfuld da jeg tog hjemmefra. Jeg tænkte at unge mennesker i hvertfald hellere vil bruge deres penge på øl og cigaretter, at familierne måske ville smide en 5'er i bøssen, vel og mærke, for at give deres børn den oplevelse at få lov at putte den ned i hullet, fordi det elsker alle børn... Det eneste der fordom der holdt stik, var at de ældre sikkert ikke ville åbne døren, fordi de sov til middag. Alle folk var så glade, mange puttede sedler i, og rigtig mange en 20-30 kroner de fik skrabet sammen.
Det tog mig 1½ time, solen skinnede og Pomfritten var meget nem at have med, og samtidig vil nogen nok kalde det en bonus, at jeg også lige fik noget motion!
Lige da jeg startede med at gå rundt fra dør til dør, var det lidt mærkeligt. Og så oveni købet med barnevognen, følte mig sku ærlig talt lidt som en luksus-vagabond.
Min taktik var at være glad og smilende, og jeg tror det virkede. Jeg fik det bedre og bedre med det, og var faktisk til sidst helt cool med at være indsamler for kræftens bekæmpelse, så cool at jeg tror jeg gør det igen næste år. Og jeg vil opfordre jer andre til at gøre det samme! Det er d. 3 April 2011, så i kan jo allerede nu, sætte kryds i kalenderen, så er der vist ingen dårlige undskyldninger, og alle dem der sagde "Vi har ikke liiiige fået hævet nogen penge" skulle vist også have en fair chance for at nå det! :)
Jeg kan i øvrigt fortælle at jeg fik samlet 715 dejlige danske kroner sammen, og det var bare på min rute.. Kan du mon slå den rekord?
tirsdag den 6. april 2010
Camilla- en tilfældig blogger!
Så skete det. Jeg er blevet blogger. Kan ikke helt måle sig med følelsen af en ny kæreste, at blive mor, vigtigheden af NUL parfume i pomfrittens vådservietter eller en god hårdag, men jeg vil nu prøve det alligevel- om ikke andet, så for hyggens skyld!
Jeg har længe gået og tænkt på at blive det. Blogger altså. Jeg ved ikke helt hvorfor. Tror selv jeg synes jeg laver så mange ligegyldige ting, som alligevel betyder skide meget, og på den her måde kan jeg muligvis begynde at huske lidt mere tilbage på ting jeg ellers ville glemme, netop fordi de er så skide ligegyldige.
Idag er en god dag at starte at blogge. Min lille pomfrit er startet i dagpleje. Altså ikke sådan helt og aldeles, fordi hendes mor er en pyllerrøv der ikke tør efterlade hende alene med sød dagplejemor og 4 andre uskyldige børn. Men vi har været deroppe og sige hej, lege og prøve at tvinge frugt i mit 10 måneder gamle barn som nægter at bevise, at hun eeeelsker banan, selvom jeg lige har sagt det, så nu tror sød dagplejemor sikkert at ung mor og barn lever af chokoladekiks og cola, eller måske ikke.. men.. hvad nu hvis?
Vi var oppe klokken 06.30, det kan jeg ikke huske hvornår jeg sådan rigtigt sidst har prøvet. Eller jo, det kan jeg godt, men ikke fordi vi skulle noget, meeeeget underlig følelse. Men nu skal vi så noget. HVER dag. Jeg har fået et liv tilbage, med ting man skal nå. Altså foreløbig skal jeg godt nok bare nå at aflevere OG hente barn. Skulle der måske nok være en chance for, med en dagplejemor der åbner klokken 06.30, tror jeg nok (Har ikke haft brug for helt at vide det, egentlig!) og lukker klokken 16.30, tror jeg nok (har IGEN ikke haft helt brug for den info!..endnu)
Det bliver lækkert!
Det sidste år har jeg tulleret rundt herhjemme. Jeg har vasket tøj, gjort rent, vasket tøj, passet baby, leget med baby, vasket tøj, fodret baby og siddet en hulens masse på Facebook, ja jeg har faktisk siddet så meget på Facebook, at jeg undrer mig over hvorfor der ikke findes afvænningsklinikker for den slags, nu hvor jeg nok snart ikke har tid til så meget Facebook.. Og så siger folk det er svært at have børn!
Tænk at jeg har fået et helt år til at gå? Utroligt. Jeg synes dagene har været lange, og nætterne endnu længere. Og alligevel føles det hele som om, det var igår. Jeg glæder mig til pomfritten engang bestemmer sig for at sove, hele natten, i sin egen seng, fra klokken 19:00 til klokken 06:00.. Ikke at jeg er sikker på jeg ville huske hvordan man skulle gøre.. Ligger man så bare der og sover sådan en hel nat?
Nu skal det heller ikke lyde som om det har været så hårdt, at blive gylpet udover og vandre 800 kilometer stue op, og stue ned, en hel nat med skrigende baby, at lave en milliard flasker, få havregrød i håret eller få ødelagt sin YNDLINGS Nynne-dvd boks, fordi man liiiiige skulle tisse, for det har det ikke. Det har været dejligt. Det har været fantastisk, og jeg kunne ikke have ønsket det anderledes! Jeg synes det har været super herligt, og jeg føler mig så heldig over at det kan lade sig gøre i vores samfund her i Danmark, og jeg ville da nødig have skulle afleveret hende til sød dagplejemor endnu tidligere!
Nu er det slut. Jeg skal til at planlægge min tid, for at være sikker på at få mest muligt tid med min lille vidunderlige frikadelle. Jeg skal stole på, at en anden kan tage sig (næsten!) ligeså godt af hende, som jeg kan. Jeg skal være sådan en mor der henter tidligt, vinker i vinduet og aldrig glemmer regntøjet, nye bleer eller yndlingssutten! MEN hold nu kæft, hvor skal jeg altså også bare hygge mig. HELT alene. Jeg skal sætte mig ned med en god bog, og en kop skoldhed te, HELT ude på kanten af sofabordet, jeg skal have et bad der varer over 3½ sekund og jeg skal muligvis,hvis det bliver rigtig vildt, en tur i solcenter. Og når jeg så er færdig med det, så vil jeg, hvis jeg kender mig selv ret, spadsere i kapgang op til sød dagplejemor og med tårer i øjnene, flå min lille uforstående baby, der hygger sig helt vildt, ud af armene på sød dagplejemor, og tage hende med hjem, og love mig selv og min lille frikadelle, aldrig aldrig aldrig ALDRIG at gøre det igen...... Før næste morgen igen!
Jeg har længe gået og tænkt på at blive det. Blogger altså. Jeg ved ikke helt hvorfor. Tror selv jeg synes jeg laver så mange ligegyldige ting, som alligevel betyder skide meget, og på den her måde kan jeg muligvis begynde at huske lidt mere tilbage på ting jeg ellers ville glemme, netop fordi de er så skide ligegyldige.
Idag er en god dag at starte at blogge. Min lille pomfrit er startet i dagpleje. Altså ikke sådan helt og aldeles, fordi hendes mor er en pyllerrøv der ikke tør efterlade hende alene med sød dagplejemor og 4 andre uskyldige børn. Men vi har været deroppe og sige hej, lege og prøve at tvinge frugt i mit 10 måneder gamle barn som nægter at bevise, at hun eeeelsker banan, selvom jeg lige har sagt det, så nu tror sød dagplejemor sikkert at ung mor og barn lever af chokoladekiks og cola, eller måske ikke.. men.. hvad nu hvis?
Vi var oppe klokken 06.30, det kan jeg ikke huske hvornår jeg sådan rigtigt sidst har prøvet. Eller jo, det kan jeg godt, men ikke fordi vi skulle noget, meeeeget underlig følelse. Men nu skal vi så noget. HVER dag. Jeg har fået et liv tilbage, med ting man skal nå. Altså foreløbig skal jeg godt nok bare nå at aflevere OG hente barn. Skulle der måske nok være en chance for, med en dagplejemor der åbner klokken 06.30, tror jeg nok (Har ikke haft brug for helt at vide det, egentlig!) og lukker klokken 16.30, tror jeg nok (har IGEN ikke haft helt brug for den info!..endnu)
Det bliver lækkert!
Det sidste år har jeg tulleret rundt herhjemme. Jeg har vasket tøj, gjort rent, vasket tøj, passet baby, leget med baby, vasket tøj, fodret baby og siddet en hulens masse på Facebook, ja jeg har faktisk siddet så meget på Facebook, at jeg undrer mig over hvorfor der ikke findes afvænningsklinikker for den slags, nu hvor jeg nok snart ikke har tid til så meget Facebook.. Og så siger folk det er svært at have børn!
Tænk at jeg har fået et helt år til at gå? Utroligt. Jeg synes dagene har været lange, og nætterne endnu længere. Og alligevel føles det hele som om, det var igår. Jeg glæder mig til pomfritten engang bestemmer sig for at sove, hele natten, i sin egen seng, fra klokken 19:00 til klokken 06:00.. Ikke at jeg er sikker på jeg ville huske hvordan man skulle gøre.. Ligger man så bare der og sover sådan en hel nat?
Nu skal det heller ikke lyde som om det har været så hårdt, at blive gylpet udover og vandre 800 kilometer stue op, og stue ned, en hel nat med skrigende baby, at lave en milliard flasker, få havregrød i håret eller få ødelagt sin YNDLINGS Nynne-dvd boks, fordi man liiiiige skulle tisse, for det har det ikke. Det har været dejligt. Det har været fantastisk, og jeg kunne ikke have ønsket det anderledes! Jeg synes det har været super herligt, og jeg føler mig så heldig over at det kan lade sig gøre i vores samfund her i Danmark, og jeg ville da nødig have skulle afleveret hende til sød dagplejemor endnu tidligere!
Nu er det slut. Jeg skal til at planlægge min tid, for at være sikker på at få mest muligt tid med min lille vidunderlige frikadelle. Jeg skal stole på, at en anden kan tage sig (næsten!) ligeså godt af hende, som jeg kan. Jeg skal være sådan en mor der henter tidligt, vinker i vinduet og aldrig glemmer regntøjet, nye bleer eller yndlingssutten! MEN hold nu kæft, hvor skal jeg altså også bare hygge mig. HELT alene. Jeg skal sætte mig ned med en god bog, og en kop skoldhed te, HELT ude på kanten af sofabordet, jeg skal have et bad der varer over 3½ sekund og jeg skal muligvis,hvis det bliver rigtig vildt, en tur i solcenter. Og når jeg så er færdig med det, så vil jeg, hvis jeg kender mig selv ret, spadsere i kapgang op til sød dagplejemor og med tårer i øjnene, flå min lille uforstående baby, der hygger sig helt vildt, ud af armene på sød dagplejemor, og tage hende med hjem, og love mig selv og min lille frikadelle, aldrig aldrig aldrig ALDRIG at gøre det igen...... Før næste morgen igen!
Abonner på:
Kommentarer (Atom)
