En vaskeægte kopi :)

Jeg har en kopi. Ikke en kopi af hvad som helst, og ikke noget ulovligt, næh nej, en helt særlig kopi. En kopi af mig selv. Det er både skræmmende og rigtig sjovt.

Pomfritten og jeg, går sommetider i bad samtidig, så sidder hun nede i sit badekar i mens jeg er i brusebad. Når jeg så barberer ben, sidder hun og kører sine små hænder op og ned af sine egne ben, og lader som om hun putter noget et-eller-andet creme på dem fra en shampoo-flaske. Hun er tosset.

Hun laver også mad i sit lille legekøkken, og den anden dag hældte hun sågar et glas mælk ud i sin legevask. Det var noget værre svineri. Men hun har jo set jeg gør det i "min" store køkkenvask, så hvorfor skulle hun ikke også? Apropos mælk, hvis nogle har en ko de står og skal af med, er jeg MEGET interesseret. Det barn drikker SÅ meget mælk, at jeg tror det sagtens kunne betale sig økonomisk at have sådan et kreatur ude på terrassen!

Hun vil også gerne rede sit hår, og lade som om hun sminker sig med alle mine grejer. Hun klæder sig også ud, og tager bluser på benene og bleer på hovedet, og går rundt og siger "fiiin" eller "flot", og bevars, det er hun da!

Hun snakker også i telefon konstant. Med alle mulige, hun enten fantasere sig til, ringer op til selv ved et uheld, eller nogle vi rent faktisk ringer op til i fællesskab. Så sludrer hun, i mens hun går i cirkler rundt i heeeele lejligheden, og ser rigtig vigtig ud. Jeg ved ikke hvor hun har alt det sludder fra, men jeg tror jeg har en idé om det, og jeg tror også det kommer ind under kopi-delen. Pomfritten på 1½ år er såmænd allerede begyndt at lave bittesmå sætninger, og har et ordforråd, på jeg ved ikke hvor mange hundrede gloser efterhånden.

Hun er da dygtig- i hvert fald hvis hun skal sige det selv!

Man skal ikke gå i for små sko!

Jeg har den sidste måned været på jagt efter nogle støvler til pomfritten. Jeg har kunnet finde en masse. Lige fra størrelse 23-43, men hvad fanden hjælper det, når pomfrittens fod skal have en størrelse 19? Jeg har jagtet alle butikker både på nettet og i hele Nordjylland, uden held.
I dag fandt jeg dem. Størrelse 20. 500 kroner. Og BLÅ! Jeps, min lille søde langhårede, skævbissede datter skal gå i blå støvler hele vinteren! Jeg synes egentlig det var fint nok, men ekspedienten blev ved at træde i det, og inden jeg gik ud af døren, efter at have smækket 500 kroner i hendes kasse, sagde hun da også lige: "Ja så må vi håbe hun bliver tilfreds med sine BLÅ støvler!" -Ja det må vi da håbe din dumme skosælger-dame, for du havde jo så valgt og vælge kun at have de fine fine støvler i blå. Lilla eller rød havde ellers været fint. Det er kun de små drenge der må have små fusser, eller hvad?
Men vi er glade for vores BLÅ støvler, de er dejlig varme og pomfritten elsker dem allerede! Jeg ved bare de kommer til at stå fantastisk til hendes lilla flyverdragt, lilla vanter og lilla hue.. somom!

Hvad laver dit barn?

Mit barn laver lort. Mange andre børn laver pølser, puha, adder eller ligefrem badder. Herhjemme skider vi, og vi laver lort. (Eller pomfritten gør, for jeg er jo kvinde, og jeg gør slet ikke den slags!) Hun ved godt hvad det drejer sig om, og peger ivrigt på bleen når man siger lort, men reagerer til gengæld slet ikke når nogen spørger hende om hun har lavet "puha?"
Folk kigger SÅ mærkeligt når man spørger hende, om hun har lavet lort. Jeg tror, mange tror de hører forkert, og når jeg så spørger hende igen, og det går op for dem at de hørte rigtigt, ja så ligner de nogen der er lige på nippet til at ringe til kommunen, de sociale myndigheder eller kanal4 så jeg kan deltage i "De unge mødre" omgående! Men hvorfor er det så forkert? Pølser er noget man spiser, ikke noget der er i bleen. Puha, adder og badder er noget ulækkert, og hvorfor skal hun lære at det er ulækkert at skide? Tænk hvis hun rent faktisk tager det som noget så negativt, at hun bliver bange for at gøre det?
Vores yndlingsbog er "Muldvarpen der ville vide hvem der havde lavet lort på dens hoved", vores yndlingsrim er dette "Lille Lise sad på gulvet, fik en splint i numsehullet, lægen kom og trak den ud, iih hvor så det væmmeligt ud" og pomfritten på 17 måneder siger også neger! Han ER jo for helvede sort.
Jeg synes bestemt vi snakker (nogenlunde) pænt herhjemme, vi er nok bare ikke til det der med at pakke tingene ind i vat!

At være talblind tæller også!

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg altid har haft svært ved matematik. Jeg har aldrig kunne forstå det, aldrig kunne lære det og kommer nok heller aldrig rigtig til det.
I folkeskolen var det min far der hjalp mig, eller han prøvede virkelig på det, men de fleste gange endte det i at jeg blev stikhamrendes tosset fordi han ikke forstod, at jeg ikke forstod det! Han har altid fortalt mig om at dengang han gik i skole, skulle man kunne både den lille og den store tabel udenad, og jeg kunne ingen af delene. Jeg er 19 år nu, og det kan jeg stadig ikke. Jeg kan et- tabellen- JUBII.. Og så kan jeg to-tabellen, og allerede ved tre-tabellen går det så galt for mig. Jeg går i stå, og ligner et stort spørgsmålstegn! Min eksamen i folkeskolen bestod jeg med ordene "Du kommer aldrig til at undervise i matematik, men du prøvede virkelig, så du får et 6-tal!"
Nu er jeg så startet i 10.-klasse, og jeg kan straks huske hvorfor jeg hader de tal så meget! Min matematiklærer er meget uforstående, og har allerede en gang fortalt mig at jeg burde rykke ned på niveau, hvor jeg så nu har måtte fortælle ham at det nok ikke vil hjælpe, for selv i en 4.-klasse ville jeg ikke kunne følge med! Så nævnte han om jeg nogensinde har overvejet om jeg er talblind.. Hm.. Ja det har jeg da, men jeg troede det var sådan noget med at man ikke kan se at et 5-tal er et 5-tal, men næææh nej, nu har jeg googlet (<3) det, og jeg er blevet meget klogere!!
-Stærk rent sprogligt- Tjek, det er mig!

-Vanskeligheder ved basisforståelse for tal og simple regnestykker- Tjek, me too!

-Problemer med tidsfornemmelsen, månedernes rækkefølge, problemer med højre-venstre, skemaer, rækkefølge- Der kan jeg også melde mig inde i problemer med højre og venstre!

-Kan lære regnestykke den ene dag, og glemme problemløsningen den næste- Det er sjovt nok, mig.

-Forstår ikke matematiske sprog og forskelle. Hvad betyder division, og hvordan siger man tallet 76312- Det er også mig. Jeg går helt i baglås ved store tal!

-Motoriske problemer ved dans og sport- Me too, jeg gik til motorik da jeg var lille.

-Glemmer regler i sport og spil- Det er mig. Nogle der kan fortælle mig hvordan man spiller 500?

-Kan virke uorganiseret, ukoncentreret, glemme simple processer og smider ting væk- Me too again. Læs evt. tidligere blokindlæg om at gøre ting væk ;)
Kan i se det? Jeg er jo talblind. Eller det ved jeg ikke om jeg er, men jeg har tænkt mig at ringe til en der kan teste mig og finde ud af det! Jeg havde aldrig troet jeg skulle sige det.. Men jeg håber! Så er jeg fri for at skal gøres til grin, føle mig dum og blive ked af det, når matematiklæreren gang på gang siger til mig: "Camilla, alle kan forstå det, det er et spørgsmål om at terpe og læse hjemme, du skal høre efter, så er det slet ikke svært!" Søde søde lille Matematik-Mogens, der er ikke noget jeg hellere ville end at fatte dine ligninger og dine mål på en trapez, i stedet for at sidde og gøre mig selv til grin time efter time.......

Skolestart!

Så skete det igen, skolestart. Ikke helt samme følelse som første gang i 0. klasse, men stadig temmelig spændende. Jeg er startet på X-sporet i 10. klasse, også kaldet FED X, det er nice, det er cool og det er dejligt! Det er 4 uger siden, så vi er godt i gang. Godt i gang med lektier, kantinebesøg og at lære hinanden rigtig godt at kende! Jeg går i klasse med nogle rigtig søde mennesker. Eller i hvert fald de fleste af dem. Vi er mange forskellige kulturer, aldre og personligheder på alle leder og kanter. Det er fucking irriterende og fucking fedt.
Vi bliver smidt ind i samme klasse, omkring 25 personer der ligger milevidt fra hinanden, og vi SKAL bare få det til at fungere. Det er jo lidt af en test af sig selv. Nogle er enlige mødre til 4, nogle er gamle som mosefund, nogle er 17, og andre er bare det jeg normalt ville kalde dumme. Men vi fungerer sku egentlig meget godt. Selvfølgelig magter jeg nogle, mere end andre, sådan skal det vel være?
Det er også lidt af en balancegang det her med baby, dagpleje og skole. For det første skal vi op om morgenen OG ud af døren i ordentlig tid. Så skal jeg skal i skole. Intet problem so far. Så skal hun hentes, og så skal vi hjem. Hokus pokus, easy easy. Så kommer vi hjem. BUM, hvad skete der lige der? Vi skal handle, lave mad, bade pomfritten, spise, børste tænder, putte, rydde op OG lave lektier, og det hele foregår gerne med sure miner, skrig og skrål. Man er vel en træt ung dame efter en hel dag hos overgearede-Ulla, bevares!
Så er klokken 23, og så starter det fandme forfra igen efter en alt for kort nattesøvn. Gaaaaab.
Nå, nu er jeg i gang med bloggen igen, og vil nu prøve at magte både at være blogger OG skoleelev samtidig. Men først og fremmest vil jeg skrive en dansk stil............... Er en uddannelse overhovedet nødvendig?! ;)

Du ved du er mor når: Den ene dag er mere kaos end den anden!

Selv om jeg nu har været mor i 13 måneder, er det sku ikke altid jeg føler mig sådan! Fredag aften når jeg danser på bordene, har drukket min 20. drink og røget 3 pakker cigaretter, synes jeg for eksempel ikke jeg er så mor-agtig, som jeg kunne have været. Det samme gælder dagen efter når jeg af bare udmattelse bestikker pomfritten med marie-kiks, og ikke bare en eller to, men nok nærmere 5. Det er heldigvis ikke så tit det sker, og jeg vil sige at mine situationer som mor overskygger de mere sørgelige mor-moments! Men selv i situationer hvor jeg hverken har tømmermænd, feber eller hovedpine, skal jeg sommetider hanke op i mig selv for ikke at eksplodere i 150 dele udover hele vores hjem, og jeg kan nævne i flæng.

Det hænder at pomfrittens tånegle bliver så lange at de skal klippes. Jeg ved ikke hvordan det normalt foregår, men herhjemme foregår det på den måde at et stks. hysteri-bombe bliver holdt fast. Total fast. Begge hændes arme, og begge hendes ben er lagt så fast at hun ikke kan røre dem ud af flækken, og det er simpelthen af rene sikkerhedsmæssige årsager, da hun ellers ville have mistet begge hendes storetæer for lææænge siden. På den her måde har hun i dag stadig begge sine fødder, men til gengæld har vi tinitus.
Desværre er hun lige kommet i den alder hvor hun lige meget hvor hun kommer hen, rykker strømperne af, men før den periode af hendes liv, synes jeg skrigeriet var så slemt at jeg af og til overvejede at lade tå-neglene vokse.. Der var jo alligevel ikke andre der så dem end mig!!

Forleden skulle vi i bad. For at spare tid og have overblik, tog jeg pomfritten i bad samtidig med mig selv. Så bliver hun plantet i badekarret, i mens jeg selv står under bruseren, og det PLEJER at fungere fint. Men hun bliver jo mere og mere snedig, og nu har hun altså åbenbart opdaget fidusen med sådan et badekar, hun fandt nemlig bundproppen.... Sjovt nok mens jeg skyllede shampoo ud af mit hår- hvilket som bekendt foregår med lukkede øjne. JA der var vand over DET HELE!
Vi kommer ud af badet, og pomfritten får som sædvanlig lov at kravle rundt i Eva-kostume. Jeg tager mig god tid til at smøre mig ind i creme og dulle mig lidt op, da jeg kan høre der ingen fare er på færde og at frikadellen leger fint med sit legetøj på gulvet inde i stuen.....TROEDE jeg! Da jeg træder ind i stuen finder jeg frikadellen smurt ind i sin egen afføring, ja faktisk ikke bare frikadellen, men også alt frikadellens legetøj! DER gik jeg i panik, for når jeg troede jeg så skulle tørre lort op, troede den lille vi skulle lege sammen med det!
Det er på dette tidspunkt jeg ringer min mor op og beder hende komme- NU!!! 15 minutter efter var der igen helt tjek på situationen med lort og oversvømmelse på badeværelset!!

I de ovennævnte situationer er jeg super-mor, når vi bare sidder og læser, synger og spiser er jeg bare mor, og fredag aften er jeg stadig mor- men jeg burde nok ikke være det!!

En ganske særlig fest.

Igår var jeg til studenterfest. Det var noget helt særligt, det var for at fejre min fantastiske barndomsveninde, som uden tvivl er den sejeste person jeg kender!
Det burde nok være en epoke i hendes liv, og det tror jeg også det er, men ligeså meget en epoke i mit. Det er det endelige bevis på at vi virkelig er gået hver sin vej, nu er voksne, og alligevel holder kontakten, og stadig har noget helt specielt sammen, selvom vi ikke engang ses det halve af hvad jeg ville ønske!
Vi har lavet alt sammen, og jeg ved hun har været med til at gøre mig til den jeg er i dag, og hvis jeg bare har været en hundrededel det samme for hende, så er jeg glad.
Selvom vi nu er så langt fra hinanden som vi kan næsten kan komme, er vi stadig meget ens. Vi er begge to nogle stædige rad, og heldigvis for det, for jeg tror det er det, der holder os sammen, når vi om 15 år forhåbentlig stadig er veninder, og måske, hvem ved, er samme sted i livet igen!