Remember me.......

Jeg er glemsom. Som en i helvede. Jeg tror jeg er mere glemsom end de fleste, eller også er jeg bare ikke bange for at indrømme det, selv om de fleste nok vil mene jeg burde skamme mig over at lide af fremskridende demens i en alder af 19 år.
Fra den dag jeg fødte, skete der noget magisk med ordet glemsom, det blev automatisk erstattet med ordet "ammehjerne"
Det var rart. Jeg havde en gyldig undskyldning for at glemme alt muligt. Jeg stak bare folk min "Jeg har ammehjerne"-replik, smilede flovt, og så var det glemt. Og den replik har jeg så brugt lige siden....
Men så gik det op for mig, for ca. 10 minutter siden, at det er 40 uger, eller 280 dage siden jeg stoppede med at amme. Hovsa! Jeg har ingen undskyldning for at glemme mere. LORT, for jeg gør det rigtig meget!
Jeg glemmer alt. Jeg glemmer at slukke komfuret, glemmer tøjet i vaskemaskinen, glemmer mødet i banken, tiden ved lægen og jeg tror også min tandlæge er temmelig træt af at vi nu har lavet vores aftale om 3 gange, fordi jeg har glemt de forrige 2.
Så begyndte jeg at skrive de ting jeg skal huske ned på en seddel- og så glemmer jeg gud-hjælpe-mig og kigge på sedlen!
Og det er ikke kun aftaler jeg glemmer, det er også hvor jeg ligger mine ting.
Hvis jeg pludselig får travlt, må jeg tit storme ud af døren uden at låse efter mig, for jeg kan simpelthen ikke huske hvor mine nøgler er. Jeg overvejer tit at anskaffe mig en ekstra-mobil, til at ringe til den rigtige mobil, når den er væk, fordi jeg ikke kan huske hvor jeg har lagt den.
På tredjepladsen kommer fjernbetjeningen. Jeg får størstedelen af min daglige motion ved at rejse mig fra sofaen, og skifte kanal på TV'et, fordi den smarte dims til at gøre det med, mens man sidder ned ER VÆK!
Det er dog slet ikke det værste.. Min pung.. Åååh gud.. Den burde næsten have en blog for sig selv! Jeg har fået nyt Visa-kort 4 gange, på 3 måneder, og det kunne nemt have været 5 gange, hvis ikke jeg i tide havde opdaget, at min pung lå i køleskabet!
Jeg forstår ikke man overhovedet har tænkt på at overlade et barn til mig. Hvad skal det ikke ende med? En eller anden dag, har jeg vel sød dagplejemor hængende i røret, for at fortælle mig at jeg altså ligesom har et barn oppe ved hende, og jeg vil stå måbende tilbage og tænke "Nå ja!" Så vil jeg styrte hele lejligheden rundt for at finde mine nøgler, men alligevel ende med at skride fra åben dør, hvor indbrudstyv så kan vade lige ind, tage den pung JEG ikke aner hvor er, og smutte igen, imens jeg står et sted i Sindal og spørger ældre dame om vej, op til sød dagplejemor, fordi jeg ikke kan huske hvor jeg afleverede barnet i morges!
Jeg skal have hjælp. NU! Så skulle du sidde inde med et råd til hvordan du husker, ikke at glemme, så skriv det lige til mig.. Så skal jeg se om jeg kan finde den i min mail-indbakke hvor der i skrivende stund er 700 ulæste mails.. fordi.. gæt engang.. jeg har vel glemt at tjekke den?